Starten på slutningen af vesttysk kameraindustri set fra 24 x 36 mm SLR kameraet!
11 år med samme grundide af Walter Swarofsky
Walter Swarofsky Jena ca. 1948/49
I 1954 kom Zeiss Ikon Vest med en sællert af et spejreflex Contaflex kamera til normal 35 mm film. I DDR lavede både Ihagee, VEB Zeiss Ikon og Kamerawerk Sedlitz (Praktica m.m) SLR, men med spaltelukker og den dengang traditonelle opbygning, hvor søgerbilledets lystyrke afhang af blændeindstilling altså lyssvagt ved nedblænding. Desuden havde man problem som forørigt gælder den dag i dag ved spaltelukkere, at blitzsynkronisering kun kunne virker ved op til ca 1/60 sek den hurtigste tid, hvor hele filmfladen var fritlagt samtidig.
Zeiss's løsning var en speciel udformning af Syncro Compur lukkeren fra Deckel (hvor Zeiss havde aktiebesidelse). Lukkeren sad i objektivet og kunne synkroniseres ved alle tider. Mekanisk skete dette:
- ved lukkerspænding gik spejlet ned og dækkede for filmen med en klap bagved spejlet (kunne være selve spejlet)
- derefter lukkedes lukkeren og blænden helt op og søgerbilledet stod med fuldt lys
- blændeværdien blev indstillet på objektivet men forblev åben
- ved tryk på udløseren lukkedes lukkeren i, blænden gik til indstillet værdi, spejlet svingede op, dækklappen lukkede op
- endelig åbnede lukkeren i den indstillede tid og belysningen foregik.
Kameraet skulle spændes igen for at få spejlet ned, men det gjaldt de fleste SLR uanset lukkertype. Senere modeller fik satsobjektiv hvor første del blev udskiftet med en tele- eller vidvinkelforsats - store klodsede linser.
SLR med centrallukker blev en stor succes og snart fulgte Kodak, Voigtländer, C. Braun, Agfa, ... med. Men hvor Zeiss blev hængende med lukkeren i objektivet, gik de andre over til lukker bag objektivet og dermed mulighed for udskiftelig objektiv fra ca 35 mm til 135 mm. Voigtländer blev ekspert i endnu længere tele som med visse afstandsproblemer kunne omgå den vignetering, der skete ved "bag objektiv" lukkersystemer. Dominerende blev Compur Vekselbajonetsystem version 2.
På samme tid var Dresden fabrikkerne ved at løse problemet med det mørke søgebillede ved nedblændet objektiv. En af de aktive konstruktører var her Walter Swarofsky ved VEB Zeiss i Jena. De lavede flere variationer af blændesystemer herunder en bændelåsering, men endte med springblændeløsningen, at man ved udløsning overførte et tryk til blændeindstillingen på objektivet. Ihagee ved en ring på objektivet, der sluttede til udløseren, medens Zeiss Ikon VEB Contax S og Praktica, havde allerede valgt M42x1 skruetilslutning, og her var det en lille halvbue nederst på fatningen, som ved udløsning pressede en stift på objektivet ind, hvorved blænden gik i til den valgte værdi. Den sidste løsning blev universel Praktica/Pentax løsning de næste næste 20 år. Objektiver med M42 var i mange år frit ombyttelige (download skrift om M42).
I slutningen af 50'erne besluttede Zeiss Ikon vest at lave et nyt SLR kamera i superligaen og kom med Contarex som produceredes over de næste 10 år. Det var den perfekte løsning på SLR med spaltelukker og et fuldstændigt systemkamera i klasse med eller over Ihagee Exakta, men alt for dyrt, den sigtede mod de profesionelle fotografer (de brugte Leica især efter fremkomsten af M3). De første SLR kameraer fra Japan begyndte at dukke op på de europæiske markeder. Prismæssigt lå de langt under Contarex og teknisk langt over centrallukker SLR. Men bortset fra Wirgins Edixa med spaltelukker og M42, havde Vesttyskland intet bud i mellemrummet.
Zeiss Ikon gjorde intet. De havde det princip, at de viste hvad den almindelige forbruger skulle ønske sig og her var Contaflexen god nok. Men hos Voigtländer, der efter nogle ejerskift i 1956 var endt ved Carl Zeiss stiftelsen som ejer, indså man at det var nødvendigt at udvikle en afløser til centrallukker-SLR Bessamatic og Ultramatic. Den unge konstruktør Walter Swarofsky var kommet fra Carl Zeiss Jena, hvor han havde udviklet klembajonetten til Praktina også brugt ved mange andre kameraer. Han havde været ledende ved Ultramatic, og han blev sat til at udvikle en spaltelukker SLR til et kamera som fik arbejdstitlen Bessaflex. Først i 1963 fik Zeiss og Voigtländer en fælles udviklingsledelse og man begynde at tale om et samarbejde og ikke en intern konkurrence mellem de to afdelinger.
1973 var det beskrevet i næste afsnit slut med Zeiss Ikon og Icarex. Swarofsky og Icarex forsatte hos Rollei herunder også navnet Voigtländer. I 1979 lukkedes for den sidste variant med rødder tilbage til Icarex. Swarofsky blev et stykke tid ved Rollei men skiftede så til Leitz og blev redningsmanden for nogle dårlig konstruerede kameraer i Leica R serien reelt japanske konstruktioner. Rollei måtte lukke ned efter nogle eklatante fiaskoer. Swarofsky gik endelig på pension men havde vist en mindre konstruktionservice virksomhed i nogle år. Han overlevede med succes og renomè i top efter den tyske kameraindustris deroute.
Man kan diskutere om tyske SLR herefter er tyske. Selv Rollei med Voigtländer VSL og SL 35 havde før 1979 ofte blot lavet udvikling og en nulserie i Tyskland, medens den egentlige produktion fandt sted i Singapore. En modus, der fortsatte hos Rollei, indtil firmaet gik i konkurs. Fra 60'erne havde Leitz lavet først Leicaflex senere R serien. De gik over til samme fremgangsmåde som Rollei med R serien, se ovenfor. Fra 70'erne til 90'erne blev Leica R serien (til og med R7)lavet i samarbejde med Minolta. R8-R9 var eget produkt men lavet hvor? Samme spørgsmål med de digitale Leica SLR. Mange sene SLR med tyske kendte navne, har kun navnet som tysk relation.
Walter Swarofsky 2017
Billeder af Walter Swarofsky efter aftale med Bernd K. Otto lånt fra Photodeal I/2018.
Jeg har benyttet Bernd K. Otto: Photodeal II/1999, III/1999, I/2014 og I/2018 som kilder!