Det enøjede spejlrefleks kamera (SLR ), hvor afbildningsobjektivet også er søgerobjektivet, havde den ulempe, at lystyrken i søgebilledet aftog jo mindre blændeåbning blev skruet ned. Altså skulle man først finde motivet for åben blænde og derefter fjerne kameraet fra øjet for at indstille blænden, for endelig at sætte kameraet for øjet endnu engang og udløse lukkeren. Da 35 mm SLR kamera blev et konkurrerende valg til Leica og Contax systemkameraerne, kunne dette godt være en hindring for snapshot brug eksempelvis hos pressefotograferne.
I tiden efter 1950 begyndte SLR producenterne i og omkring Dresden sammen med objektivfabrikkerne at se på løsninger. Groft kan disse inddeles i 3 grupper.
A metode for prisbillig løsning
Objektivet forsynes med et stop i form af en drejering, som indstilledes og låstes på den ønskede blændeværdi.
Fotografen drejede blænden til fuld åben blænde og fandt motivet.
Derpå drejede vedkommende på blænden, indtil denne blev stoppet på ønskede værdi. Dette kunne gøres, medens kameraet forblev for øjet.
Nu kunne eksponeringen foretages. Før næste fotografering skulle blænden så drejes tilbage til fuld åbning.
B løsning med delvis automatik
I fortsættelse af metode A skete den ændring, at ved drejning til fuld blænde blev der spændt en fjeder i objektivet. Ofte faldt låseringen tilbage til den indstillede værdi, men blænden forblev fuld åben
Efter fastlæggelse af motiv i søgeren trykkedes på udløseren. Derved blev en plade/pal i kameraet udløst og påvirkede objektivet, hvorved fjederen i dette førte blænden tilbage til den indstillede værdi, hvorefter lukkeren virkede.
Inden næste billede skulle blænderingen manuelt drejes til fuld åbning
C den endelig fuldautomatiserede løsning
B blev udviklet til, at man ikke skulle spænde fjederen i objektivet. Man indstillede blænden (ingen låsering), men den forblev fuld åbent. Når udløseren trykkedes ned, påvirkede palen/pladen en stift/ring i objektivet, og trykket i udløseren blev overført til objektivet, som drejede blænden til den indstillede værdi. Når udløseren blev sluppet gik blænden tilbage til fuld åbning.
Man betegner B og C på dansk som springblænde.
Eksempler på kameraer:
- Praktina FX med stikbajonet havde springblænde fra omkring september 1953
- Praktica FX 2/3 med M42+1 skruetilslutning havde springblænde fra juli 1956
- Contax/Pentacon F med M42+1 havde springblænde fra september 1956
- Exakta Varex med Exakta bajonet fik fra 1956 springblænde, men efter en anden metode, idet den påvirkedes af en ring på en arm på objektivet, der dækkede udløseren, det var altså fotografens finger som direkte påvirkede objektivet.
