Lige fra fotografiets begyndelse har ideen om billeder, som en tilskuer ser rumligt, været populær. Metoden har som bekendt været at lave to optagelser på samme tid men forskudt ca. 10 cm vandret. Når man derefter ser det venstre billede med det venstre øje og tilsvarende det højre billede med højre øje, får man en rumlig oplevelse.
Gennem tiden har der været mange tekniske løsninger både på optagelse og især synet af det dobbelte billede.
Personlig har jeg lidt svært ved at skabe den rumlige illusion, men det skyldes nok forskel på mine øjnes synsevne. Når det lykkes og ”rummet” kommer frem, har jeg en fornemmelse af noget kunstigt. Efter et stykke tid blev jeg klar over, at det virkede som at kikke ind på scenen i et teater/dukketeater. Hvorfor?
Hvordan skaber vi det rigtige dybdesyn?
Ja det er klart at de forskudte øjne virker med, men det er ikke det eneste. Vores syn omfatter en vinkel på ca. 160 grader i planet parallelt med øjnene, men ikke mere end ca. 75 grader vinkelret på dette plan mest nedad og stærkt begrænset opad. Øjnenes skarphedsområde er meget smallere typisk et sted omkring 45 grader. Vi har ud over dette to funktioner, der øger synsområdet, nemlig bevægelse af øjnene (flytte fokus) samt bevægelse af kroppen/hovedet. Disse to bevægelse arbejde normalt samme ubevidst, hvorved vi kompenserer for vores smalle fokusvinkel. Alt dette samles i hjernens synsområde og bearbejdes ud fra dels de ydre nerveimpulser dels ud fra vores lagrede synserfaringer. Det er på denne baggrund at vores rumlige synsopfattelse dannes.
Når stereobillede giver en kunstig rumopfattelse (dukketeater) skyldes det, at opfattelsen ikke bygger på øjnenes samlede indtryk af den ydre verden, men udelukkende er to billeder projekteret ind i hvert sit øje. Opfattelse kan gøres bedre ved at gøre billederne større og fylde hele vores synsfelt ud. Dette sker ved dias- eller filmprojektion og med brug af polarisering, hvor hvert billede er polariseret vinkelret på hinanden og iagttageren bruger briller med polarisationsfilter til at skabe billede til det enkelte øje. Gennem storprojektion illuderes det fulde synsfelt. Man kan tilmed flytte sin fokusering hen over projektionen.
Optaget med to Nikon Coolpix L16 digital på en skinne
Mere om stereoskopfoto se DFS stereoskopsider