I hele den første del af 19. hundrede tallet var bokskameraet den jævne persons kamera. Stammende tilbage fra Eastmann Kodak kameraer havde de fleste fabrikker lavet variationer over kassekamera med 120 filmen som grundlag og oftest i format 6 x 9 cm. Lukkeren var en simpel fjederlukker (rotation) med en tid omkring 1/30 sek og en indstilling, der kunne holde lukkeren åben i vilkårlig tidsrum.. Objektivet var gerne en simpel enkel linse med f= 8 eller 11 og måske et f=16. Der kunne være mulighed for at skyde et filter ( gul eller grøn) foran objektivet.
I tiden efter 2. verdenskrig var Bilora en af de store producenter af bokskameraer. Denne model havde fået en mulighed for tilslutning af en blitzpæreholder og dermed skulle der være en synkronisering.
ICA Maximar 207 , pladekamera 9 x 12 cm, lukker Deval automat Z, B, 1/25 – 1/100, objektiv Novar 6,8 13,4 cm. Brillant søger og libelle på objektivet. Kameraet havde dobbelt udtræk af løbebunden. Maximar findes i mange variater, denne her er en af de “billige” med triplet objektiv og enkel automatlukker dvs. den skal ikke spændes, men spændes af udløseren
Maximar typen blev lavet til langt op i 30’erne. Først under ICA og senere Zeiss Ikon – sammenslutninger mellem flere fabrikker under Carl Zeiss ledelse.
En dag dukkede en mail op fra Hanne. Hun spurgte, om jeg var interessert i en samling på 3 kameraer, som hun var i besidelse af. Selvom jeg indrømmede, at min samleraktivitet var ganske lav pga af min alder og hyldeplads, blev jeg nysgerrig og vi enedes om en pakkeforsendelse mod passende kompensation. I pakken var:
En Bilora Blitz box fra 1946 – 1950
En Ica Maximar 207, 9 x12 pladekamera med løbebund dobbelt udtræk fra tiden 1912 – 1919 med et par pladeholdere.
Et ukendt trækamera – intet mærke blot et produktionsnummer – 12 åbne pladeholder
Jeg har ikke kunnet finde kameraet i min litteratur. Keckmann bog om “Tyske kameraer 1839 – 1945” har dog to eksemplare 1890 og 1891 fra henholdvis Fichtner Camerabau Dresden og Hugo Gross Dresden, som kommer ret tæt på det 3. kamera.
Træet er nok nøddetræ. Kameraet er bokstype med en lukker, der skal spændes ved hjælp af en messingskrue på forpladen. Der er to udløsere en for “moment” og en for “tid”. I bagenden er en aftagelig plade til et magasin med plads til de 12 pladeholdere hver beregnet for 9 x 12 cm glasnegativ.
På den venstre side ses en påmonteret læderpose, i højre side sidder en træplade. På oversiden ses en tæller. Funktionsmåden er, så vidt jeg kan bedømme, følgende.
I mørkekammer placeres de 12 glaspladeholdere i bagenden. Træpladen i højre side trækkes ud indtil et stop. Herved afdækkes forreste glasnegativ, der også skubbes fremad af fjeder i bagpladen. Med trækpladen ude eksponeres. Efter eksponering trykkes trækpladen helt ind. Derved skubbes den eksponerede plade ind i læderposen, som altså er magasin for eksponerede plader. Denne bevægelse øger også tælleren med 1. De eksponerede plader skal fjernes fra kameraet ved åbning i mørkekammer.
Kameraet er en variant af den type magasinbokskameraer som kaldes “faldende pladekamera”.
Rolleiflex 3C fra Rolleiflex’s storhedstid, Rolleiflex var det TLR kamera som alle andre fabrikanter skulle efterligne. I Europa var det et af mest anvendte pressekameraer frem til Vietnamkrigen, hvor Nikon og 24×36 mm formatet blev det foretrukne pressekamera.
Overtaget af mig fra en bekendt som var museumsmand. Kameraet har været anvendt til dokumentering ved udgravninger. Den ukoblede selenlysmåler har fået et stød og er “død”.
Altissa – EHO fabrikken i Dresden var efter fremkomsten af Rolleiflex 1929 snart i gang med en ægte TLR til en lavere pris. Den blev fremstillet indtil 2. verdenskrig i forskellige varianter. Den afbillede var nok den mest avancerede med Compur lukker og objektiv 80 mm f=2.9 (Lack Pololyt tre linset)
Filmfremføringen sker ved hjælp af rødvindue, som samtidig fungere som dobbeltspærre. Man kan ikke spole næste billede frem uden af rødvinduet er blev lukket op.
En af verdens sidste TLR (to linse refleks) kameraer bortset fra special luksus Rolleiflex’er! TLR kameraer både de ægte med afstandsindstilling på matskive og de uægte (brillant søger) blev uhyre populære fra 1930’er til 1960’erne. Urfaderen Rolleiflex blev et kamera for europæiske fotoreportere.
I Japan startede de allerede få år efter starten i Tyskland 1929. Men især i 50’erne skulle alle fabrikker store som små, kendte som ukendte have en eller flere TLR. Yashica kom ret sent i gang og var en af de sidste som lavede kvalitets TLR i masseserier. Senere var det vel kun Rollei (efter 1. konkurs), som lavede nogle få små serie i ædlere metal til vitrinerne.
TLR princippet er total ude af billedet ved digitalkameraer. Nutidens fotografer er heller ikke trænet i at bruge TLR, hvor søgerbillede godt nok er korrekt op/ned men sidevendt. Man er heller ikke vant til at se ovenfra og ned i søgeren på kameraet ud for mellemgulvet.
En af de sidste “Retina lignende” fra Dresden. Teknisk næsten uændret fra Dollina II før krigen (se kamera). Udseende er ændret lidt og afstandsmåleren bygget sammen med overdelen, men teknikken er næsten uændret og dermed måske lidt forældet, i hvert fald helt andre løsninger, end man forventer for et søgekamera omkring 1950. Afstandsmåleren er koblet men har sit eget søgevindue. Den egentlige søger er lille og elendig.
Her viser lukker (Syncro Compur) og objektiv (Rodenstock Heligon 1:2 50 mm) samt afstandstal i feet, at denne variant var tiltænkt eksport til vesten. Rodenstock er ingen steder i litteraturen noteret for objektiv altså ret sjældent variant. Certo var en lille fabrik i lang tid i DDR tiden delvis privat og hele levetiden ledet af Gönna, der oprindelig var ejeren.
Canons storsælgende og meget populære SLR kamera fra 1976. Objektiv havde Canon’s FD bajonet. Typisk for perioden havde den automatik i form af lukker prioriteret blænde styring. Man kunne også vælge at styre blænden manuelt og således kunne AE-1 også anvende de tidligere FL objektiver. AE-1 var måske verdens første kamera med microcomputer.
Kameraet blev omkring 1986 afløst af AE-1 Program, som blot havde tilføjet en mulighed for en ren programstyring.
Lukkeren var en vandret focallukker med stofgardiner. Den af automatikken valgte blændeværdi kunne aflæses i søgeren. Denne værdi kunne ved FL objektivet manuelt overføres til blænden.
Konica AiBORG superzoom 35-105 er et stort, meget karakteristisk (hvis ikke ligefrem excentrisk) 35 mm søgerkamera. Det blev beskrevet som “futuristisk, sort, ellipseformet” ved introduktionen . Det er i daglig tale blevet kendt som “Darth Vader”-kameraet, fordi det ligner Star Wars-figurens hjelm.
Huset er af sort plast med gummibelagte greb på enderne. Navnet antyder cyborger (halv menneske halv robot) og AI (kunstig intelligens). Der er 19 automatiske “scene”-tilstande forprogrammeret. Nogle usædvanlige multieksponeringstilstande er inkluderet eksempelvis en serie på seks billeder, hvor blitzen kun udløses til det sidste. Et LCD-panel på toppen viser kameraindstillingerne, og et andet lille LCD-display på bagsiden viser datoindstillingerne (går kun til 2019). Der er autostyret gennemsigtigt plastdæksel for objektivet, winder med autoretur /manuel returstart og indbygget blitz. Der er ikke mulighed for ekstern blitz.
På bagsiden er der en stor joystick-lignende kontakt, som bevæges lodret for at zoome og vandret for at fokusere manuelt eller flytte fokuspunktet. Fokusafstanden vises på en lille bueformet drejeknap i søgeren.
3,8 – 8,5/35-105 fast zoom objektiv
elektronisk centrallukker programstyret ingen manuel mulighed.
parallakse korrektion, motor-Winder, objektiv motorzoom, dato bagside, programstyret med display
Det vil være klogt at skaffe sig en manual hent hos Butkus: klik
Jeg har i længere tid set mystiske kameraer tilbudt fra Japan med ringen omkring og beskyttelsesglas for objektivet.
I Japan hedder kameraet Genba Kantoku kaldet “Guv”. Et robust kamera som kan betjenes med handsker på. I andre områder af verden kaldes det også Off Road (Kadlubek) ud over som her MS-40. Det er mere en form for kamerahus. Dette er vandtæt for regn, støvtæt og stødbeskyttet. Det er beregnet til at skulle bruges af ledere af byggegrupper.
Samlingens eksemplar er den første model, som bygger på Konica MT modeller som MT-9. Kameraet er fuldautomatisk programstyring med EV fra 6 til 17. Objektivet er 3.5 og mindste blænde 16. Flere nævner at objektivet er højkvalitet typisk Konica. Lukkeren går fra 1/5 til 1/500 sek. Brændvidde er ikke angivet, men nævnes andre steder som 35 mm eller 40 mm, altså vidvinkel. Focus er fuldautomatisk og indstilles med infrarød målinger ( 3 celler til venstre for objektivet)
Film er normal 135 type DX koderet. Mangler koden vælges ISO 50
Senere modeller afviger lidt i opbygning og værdier bl.a. objektiv med 2.8 og også nogle med brændvidde 28 mm (Typer med 28 og Wide i navngivningen). Konica sluttede inden sammenlægningen med Minolta af med en digital variant af Genba Kantoku
Eksemplaret er købt på Ebay i Frankrig. Det er svært at finde Genba Kantoku uden for Japan.
Artikel om Konica og de mange kameraer herunder MS-40 (slutnote ) : klik her vises en række billeder af Genba Kantoku kameraerne. På You Tube findes flere videoer om kameraerne, en af de bedre kan ses her : Video
Prøvefotografering på Keshmer 100 (push 200) Standalone Rodinal gav fine resultater
Et par uger senere var der et enkelt kamera til salg på Ebay. Det viste sig at være et næsten ubrugt Konica Wide 28 fra ca. 1990. Objektivet er 28 mm altså virkelige vidvinkel ellers afviger det kun i detaljer fra MS-40.
Bemærk linierne buer – ses på vandrette mursten. Det er uundgåelig ved så “vid” en vidvinkel som 28 mm. For en byggeleders dokumentation af folkenes arbejde uden betydning.