Kategori: Kamera teknisk

Det enøjede spejlrefleks kamera (SLR ), hvor afbildningsobjektivet også er søgerobjektivet, havde den ulempe, at lystyrken i søgebilledet aftog jo mindre blændeåbning blev skruet ned. Altså skulle man først finde motivet for åben blænde og derefter fjerne kameraet fra øjet for at indstille blænden, for endelig at sætte kameraet for øjet endnu engang og udløse lukkeren. Da 35 mm SLR kamera blev et konkurrerende valg til Leica og Contax systemkameraerne, kunne dette godt være en hindring for snapshot brug eksempelvis hos pressefotograferne.

I tiden efter 1950 begyndte SLR producenterne i og omkring Dresden sammen med objektivfabrikkerne at se på løsninger. Groft  kan disse inddeles i 3 grupper.

(stor)

A metode for prisbillig løsning

Objektivet forsynes med et stop i form af en drejering, som indstilledes og låstes på den ønskede blændeværdi.

Fotografen drejede blænden til fuld åben blænde og fandt motivet.

Derpå drejede vedkommende på blænden, indtil denne blev stoppet på ønskede værdi. Dette kunne gøres, medens kameraet forblev for øjet.

Nu kunne eksponeringen foretages. Før næste fotografering skulle blænden så drejes tilbage til fuld åbning.

 

B løsning med delvis automatik

(stor)

I fortsættelse af metode A skete den ændring, at ved drejning til fuld blænde blev der spændt en fjeder i objektivet. Ofte faldt låseringen tilbage til den indstillede værdi, men blænden forblev fuld åben

Efter fastlæggelse af motiv i søgeren trykkedes på udløseren. Derved blev en plade/pal i kameraet udløst og påvirkede objektivet, hvorved fjederen i dette førte blænden tilbage til den indstillede værdi, hvorefter lukkeren virkede.

Inden næste billede skulle blænderingen manuelt drejes til fuld åbning

C den endelig fuldautomatiserede løsning

B blev udviklet til, at man ikke skulle spænde fjederen i objektivet. Man indstillede blænden (ingen låsering), men den forblev fuld åbent. Når udløseren trykkedes ned, påvirkede palen/pladen en stift/ring  i objektivet, og trykket i udløseren blev overført til objektivet, som drejede blænden til den indstillede værdi. Når udløseren blev sluppet gik blænden tilbage til fuld åbning.

Man betegner B og C på dansk som springblænde.

(stor)

Eksempler på kameraer:

• Praktina FX med stikbajonet havde springblænde fra omkring september 1953
• Praktica FX 2/3 med M42+1 skruetilslutning havde springblænde fra juli 1956
• Contax/Pentacon F med M42+1 havde springblænde fra september 1956
• Exakta Varex med Exakta bajonet fik fra 1956 springblænde, men efter en anden metode, idet den påvirkedes af en ring på en arm på objektivet, der dækkede udløseren, det var altså fotografens finger som direkte påvirkede objektivet.

Voigtländer Vitrona 1964 – 1967

Ganske normalt Voigtländer kamera og ikke noget særligt. Lanthar objektiv en triplet. Lukker Prontor 250 dvs B, 1/25,…., 1/250. Ingen afstandsmåler og ingen lysmåler.  Men alligevel antagelig det første kamera med indbygget elektronisk blitz. I 1964 var udvalget af gode batterier begrænset, så man måtte bruge nogle større end i dag. Der var ikke plads til dem i huset så løsningen var:

I grebet sad to 1.5 V baby batterier.

Se mere om kameraet klik

Vitrona blev en enlig svale.

Voigtländer betegnede blitzen som automatisk. Filmhastigheden blev indstillet på huset. Herefter skulle man blot indstille afstanden på objektivet. Den var koblet til blænde. En rød markering kom op i søgeren, hvis man valgte en afstand længere end blitzen kunne klare. Lidt fiflen med indstillingen viste, at blitzen havde et ledetal på ca 14 ved 100 ISO/ASA.

Et miks af to slægtslinier, et tydelig C35 kamera sammenlignet med Konica C35, men det store greb i bunden viser, at kameraet har optrækkelig fjederværk. Her er Robot fra 1934 oldefar, medens den direkte familie er en serie af fjederkameraer fra Ricoh startende med Auto Half til 18×24 mm format. Egentlig er det en omdesign af Ricoh HI-COLOR 35  (24×36 mm) lavet 10 år før.

Familieoversigt klik

Kameraet er til programstyring (Lysværdi) ud fra CdS cellen i objektivets rand. Et optrukket fjederværk kan klare ca 10 eksponeringer enten som et skud af gangen eller som en salve – 2 pr sekund – med nedtrykket udløser.

På overfladen ses datofunktionen, som skal indstilles manuelt ( primitiv) og som belyses ind på filmen – år måned og dag. Sidste år er 1993 !!

Om kameraet

Hvis I synes det ligner en telefonskive? Ja så har I ret, selv navnet viser det!  Canon 1963 format 18 x 24 mm altså halve af normal 24x 36 mm. Håndtaget er samtig optræk til fjedersystemet, der muliggøre at tage ca. 20 billeder i træk. Tidsprioriteret, dvs man indstiller tiden (Seikosha: B, 1/30 – 1/250 sek) CdS lysmåler knyttet til “skiven” bestemmer blænde, skiven bruges også til  at indstille  ISO.

Desværre elektronisk defekt som langt de fleste der tilbydes brugt på bl.a. Ebay.

I de sidste 10 år hvor europæske TLR stadig blev solgt til menigmand, var Østblokkens produktion af ægte TLR planøkonomisk centreret i Tjekkoslovakiet ved Meopta. Startende fra før 2. verdenskrig lavede man der TLR Kamerad, som  efter krigen med stærk inspiration fra Richter Tharandt ved Dresden blev til serien af Flexaret. I rækken af tilgængelig Meopta TLR manglede jeg Flexaret III eller IIIa. Man havde her forsøgt at efterligne optrækket på en Rolleiflex uden succes. Mange eksemplarer fik hurtig defekt optræk. Tilsyneladende er det i OK i mit nyerhvervede eksemplar, men en uerfaren reperatør har sat et forkert spejl i. På alle TLR skal det være et overflade spejl dvs forsølvet på  forsiden af glasset og IKKE et traditionelt barberspejl med forsølvningen på bagsiden. Kan altid ses, hvis skarpt billede på uendelig ikke passer med afstandsindstilling.

Se det