Kodak Instamatic kamera i den avancerede ende. Udstyret med en tyske Standard Compur lukker type 2. Passer objektiver med Kodak Retina Reflex III og S. CdS lysmåler til automatik. Billedstørrelse 24 x 24 mm
Men til 126 kassetter som bedst egner sig til boxtyper af Instamatickamera. Filmfladen er en del af plastkassetten .
Kassetteproduktion ophørt omkring 2008. Men mange internetside fortæller om, hvorledes man kan lukker en kassette op og fylde den med en strimmel normal 35 mm film.
Lad være med at prøve, spildte kræfter for mit vedkommende. Film var sort af falsk lysindfald. Det er en meget besværlig proces og ingen ved om kassetten er lystæt efter samling igen med film. Dertil kommer at instamatickassetten aldrig har været en god optiske løsning.
1968 kom Kowa med en af de sidste SLR i serien med Seiko centrallukkere. Der er TTL måling med medføringsviser i “hak”, men på dette eksemplar virker det ikke. Til gengæld virker lukkeren.
Med “R” i modelbetegnelse angives at modellen har lukkeren sidder bagved objektivet som kan udskiftes helt. Med til denne er en 35 mm og en 136 mm.
I 1953 kom Zeiss Ikon med en anderledes SLR med centrallukker (Compur) og fast optik. Dermed havde vi starten på en type kamera som mange fabrikker fremstillede de ca. næste 20 år. Sammenlignet med datidens SLR og focallukker (bl.a.) Praktiflex, og Kine Exakta, var søgebilledet stort og klart og oftest var der blitz synkronisation ved alle tider.
I Japan kom mange af fabrikkerne også med denne type SLR, deriblandt firmaet Kowa, som egentlig var en tekstilfabrik fra 1894 men som efter 1945 begyndte at interesserer sig for kameraer.
1960 kom de med Kowa Model E en SLR med centrallukker fra Seiko. Det blev starten på en serie frem til ca. 1972. Seikolukkeren finder vi også ved Topcon og andre i deres SLR. Det bemærkelsesværdige ved denne lukker, er, at der ud over springblænde er returspejl en funktion som Deckel i Tyskland aldrig fik lavet i en stabil version.
Denne SLR type kan ikke have vekseloptik med vilkårlig brændvidde. Ægte vekseloptik ligger fra ca. 35 mm til 135 mm (Vogtländer undtagen), hvor lukkeren sidder bagved objektivet. En anden løsning er statsoptik, hvor foreste del foran lukkeren i midten af objektivet skiftes ud. En tredie løsning som flere Kowa kameraer har, er at sætte satsobjektivet foran standardobjektivet.
35 mm forsats
85 mm forsats
Belysningsmåleren er Selen og medføringskoblet til blænden (åben måling) med “viser i hak” i søgeren. Selenmålerne skal man ikke forvente er OK i dag.
Afprøvning med film af samlingens 2 stk Kowa SE (med stats forsatsobjektiver) viste lukkerproblemer. Den første låste sig fast med spejlet oppe efter 2 eksponeringer. Den anden virkede korrekt, men fremkaldningen viste total overeksponerede billeder. Altså er tid eller blændefunktion ikke i orden. Selenmålerne var ikke virksomme.
Inspireret af Zeiss Ikon Contaflex SLR kamera med centrallukker (1953), kom Topcon RS (1959) med fast objektiv og centrallukker i objektivet. Medens Zeiss fulgte op med satsobjektiv for tele og vidvinkel, blev RS efterfølgeren Wink Mirror S udstyret med centrallukker på huset bagved objektiv. En løsning som også Voigtländer, Kodak, Pentacon og Braun valgte.
Topcon var på dette tidspunkt en avanceret kamerafremstiller og Wink Mirror S havde returspejl (*) og tidsprioriteret automatik, hvor blænden styredes af en stor selencelle med mekanisk aftastning af udslaget. Teknisk set er dette kamera mere avanceret end de fleste tilsvarende tyske kameraer.
Topcon havde sin egen bajonet tilslutning kaldet UV for centrallukker SLR . Objektiverne kan også bruges til efterfølgerserien UNI, hvor selen cellen blev afløst af en CdS fotomodstand og Hg batteri.
Mit eksemplar fungerer, som billederne viser acceptabelt også selencellen. Dog kan mekanikken af og til lave en blind udløsning efter optræk, især efter, at kameraet har ligger ubrugt et stykke tid, hvilket nok skyldes stivnet smøring.
(*) Kun Voigtländer Ultramatic havde returspejl i 1. udgaven og samme tekniske opbygning. Da Ultramatic senere fik CdS forlod Voigtländer returspejlet.
Topcon Uni
Topcon Uni 1964 –
Det samme hus, bajonet og centrallukker men selencellen er nu erstattet af CdS så Uni har TTL måling til automatikkel, som stadig er med tidsprioritet og altså lader blænden blive valgt automatisk. Tiden vises i søgeren. CdS måling kræver spændingsstabil batteri i form af 1.33 V Hg celle. Denne kan i dag erstattes af en luft/zink celle og lidt tilpasning.
Efterfølges af Unirex 1969 -1973 og Unirex EE 1972 – 1974 samme lukker og bajonet men mindre tekniske forbedinger
Topcon IC-1 1973 – 1980
Seiko indstillede efter sigende produktionen af den komplicerede SLR centrallukker omkring 1972. Topcon valgte derpå, at bygge videre på Unirex kameraet med en focallukker, vandretgående med stofgardiner. Bajonet og dermed objektiver var stadig serien fra WinkMirror S – UV objektiverne
Voigtländer-Color-Skopar 2.8/50 mm 4 linser 3 grupper Tessar type
Voigtländer Super Dynarex 4/135 mm 4 linser 3 grupper
Schneider-Kreutznach Retina-Cutagon 2.8/35 mm 5 linser 5 grupper
Et eksempel på de tyske SLR med centrallukker perioden ca 1955 til 75. Zeiss Ikon startede med Contaflex først med fast objektiv senere med satsobjektiv, dvs yderste del af objektivet kunne udskiftes med vid-/teleforsats nogle gevaldige glasklumper. Lukkeren sad mellem den faste og den udskiftelige del.
I 1955 gav typen et meget lysere søgebillede end datidens SLR med focallukker (spaltelukker) – læs indlæg om springblænde klik. Lukkeren kunne desuden synkroniseres til blitz ved alle hastigheder.
Kodak Retina fulgte efter med en tilsvarende satsobjektivmodel, men denne blev afløst af modeller med lukkeren bagved objektivet, der så som helhed kunne udskiftes byggende på Compur lukker forsynet med bajonettilslutning (2. tyske standard bajonet). C. Braun og Voigtländer kom også med tilsvarende modelserie. Med lidt filen på objektivernes tilslutning kan disse frit bruges på Braun, Voigtländer og Retina. Agfa lavede en enkelt med deres egen bajonet. På billedet er telen en Voitländer medens vidvinkel er fra en Retina.
Kun en delvis mislykket Voigtländer Ultramatic -efterfølgeren til Bessamatic- havde returspejl ellers havde alle et spejl som først åbnede for søgeren, når lukkeren blev spændt.
På grund af lukkerens placering gik den gængse objektivrække fra 35 mm vidvinkel til 135 mm tele dels pga af plads til spejlet dels pga vignettering (hjørnerne underbelyst). Kun Voigtländer fik lavet en 200 mm og 350 mm tele, meget dyre og med nærhedspunkt langt ude.
Typen var præget af kompliceret teknik, der opstod ofte fejl og da japanske SLR med focalukkere dukkede op, forsvandt SLR med centrallukker i løbet af kort tid sammen med den tyske kameraindustris førerstilling.
Fra slutningen af 50’erne og frem til omkring 1970 var en af de dominerende kameratyper spejrefleks (SLR) med centrallukker. Zeiss indledte med Contaflex og de andre vesttyske producenter fulgte hurtig efter. Japan kopierede som altid. Fordelen sammenlignet med de gamle SLR med spalte/focal lukker var, at blænden stod fuld åben, medens motivet blev fastlagt, samt at man kunne bruger blitz (elektronflash) ved alle hastigheder. Først sad lukkeren i objektivet, men senere placerede de fleste den bagved objektivet. Mange havde udskiftelig objektiv, nogle kun med udskiftning (sats) af en del af objektivet. Lukkerplaceringen gjorde, at man kun med rimelighed kunne bruge brændvidde i området 30 til 135 mm.
Selvom DDR Zeiss Ikon/Pentacon i Dresden havde focal udstyrede SLR kameraer som Ihagee Exakta (professionelt SLR) og Praktica til avancerede amatører, mente man, at man skulle lave et SLR med centrallukker. Det blev Pentina med et unikt udseende og en serie objektiver:
Produceret fra 1962 til 1965 men aldrig en succes.
Tre testbilleder optaget november 2021 på Ilford FP4+, push ISO 200, semistand fremkaldt Rodinal. Skannet og let redigeret Paint Shop Pro
1968 kom Kowa med en af de sidste SLR i serien med Seiko centrallukkere. Der er TTL måling med medføringsviser i “hak”, men på dette eksemplar virker det ikke. Til gengæld virker lukkeren.
Topcon Uni 1964 –
