Blog gamle kameraer og andre emner fra fotohistorien

Konica TC-X sidste Autoreflex 1985 – 1987

Stadig en Autoreflex lukkerprioriteret blænde automatik. Den samme teknik, hvor blænden vælges automatik ud fra TTL CdS måling, som har virket fra Autoreflex T. Resten rent mekanisk med Copal lodret metallamellukker. Bortset fra små detaljer uændret teknik.

Men huset er nyt, så godt som alt er plastik, huset er mindre end T4, lettere i hånden. Nok et af de første SLR med DX kodnings aflæsning. Filmpatroner uden DX kan dog stadig bruges og indstilles efter ASA/ISO. Jeg finder det et dejligt hus, andre synes det er billig plastikkram.

Og så er kameraet lavet ved Cosina – slut med Konica’s SLR serie. Der kom ikke flere nye. De næste 12-15 år blev af Konica kameramæssigt viet “point and shoot”, hvorefter Minota overtog navn og produktion for egne mærker ca 5 år endnu. Afslutning blev, at Sony ville være kameraproducent og førte det hele videre.

Afprøvningen forløb som så mange gange før. To billeder, så svigtede lukkeren total. De næste 10 var 0verhovedet ikke eksponeret. Øv

Skal man være ærlig. Funktionsmæssigt sker der ikke meget fra 1968 (Konica Autoreflex T) til 1985 (Konica TC-X). Med den samme bajonet og en samling meget gode objektiver, er alle førstekameraerne af typen tidsprioriteret og blændeautomatik styret af TTL CdS. Almindeligvis kan kamera også betjenes rent manuelt uden batteri. Udviklingen er i hus, materialer, vægt og størrelse samt nogle med indbygget winder i stedet for ydre winder tilslutning. Kun en enkel er ren programstyring (FP-1) uden manuel mulighed. Til hele serien er der billigere varianter uden enkelte finesser.

De to billeder

Konica Autoreflex T

Den tidlige P serie blev 1965/66 afløst af Autoreflex serien. I den serie er bajonetten større medens arbejdsafstanden blev bibeholdt. Som det første SLR kamera i verden blev kameraet udstyret med automatik. Man valgte tid (tidsprioriteret) og kameraet valgte den blænde, som gav den rigtige belysning. I søgeren kunne man aflæse kameraets valg af blænde. Det var også muligt at vælge en manuel indstilling.

Konica kommer i disse år med tekniske fornyelser som de første indenfor branchen. Hertil kommer at Konicas objektiver selv i dag betragtes som værende i toppen, især dem som navngives Hexanon

Her i ydre form som Revue kamera fra Foto-Quelle

Det første kamera 1966-68 målte lyset med en CdS på forsiden af kameraet, men fra 1968 kom den nye model Autoreflex T, hvor lysmålingen skete gennem objektivet (TTL metoden). Denne metode blev bibeholdt gennem hele serien med modellerne T2, T3, T4 ….. Samme funktioner men teknisk forbedringer løbende. Objektiver var de samme.

Konica Autoreflex T med 200 mm Tele Soligor

Med Autoreflex T4 (1978 – 1979) skete en større ændring idet huset med inspiration fra Olympus OM og Pentax MX blev nykonstrueret med brug af plastik. Huset blev mindre og lettere.

Med i hvertfald Autoreflex T4 var repræsentationen i Tyskland ikke længere Foto-Quelle (Revue husmærke), men overgået til Carl Braun Nürnberg. I min T4 sidder en rød etikette med firmaets garanti. Braun må her i slutningen af 70’erne være ophørt med deres eget SLR Paxette (centrallukker bag objektiv). Brauns store sællert var deres diasfremviser Paximat.

Til venstre det store kamera til højre FP-1 kameraet som repræsentant for de små.

Løbende lavede Konica også “skrabede” økonomi modeller ofte betegnet med A i stedet for T

Se mere om Konica SLR i samlingen: Klik

Konica FP / Revue SR 1963-1966

Test af kameraet brugte Hexanon fra en defekt Konica FP

Konica startede med SLR i 1960 model F som havde en af de første lodrette metallamellukkere i verden. Kameraet var teknisk svagt og er ekstrem sjældent. Copal lukkerproducenten overtog udviklingen af konica lukkeren, som blev til den velkendte Copal lukker.

Den sjældne første model F. Solgt for 35.000 kr på Ebay

I samlingen er et defekt FP kamera, en skrabet men teknisk mere stabil udgave af F modellerne og som det fremgår, blev modellen også leveret til tyske Fotoquelle under navnet Revue SR.

Disse første modeller havde en bajonet kaldet F bajonet også udviklet af Konica. Den viste sig at være for smal og senere blev den erstattet af AR modellen (Autoreflex modellerne). Konica beholdt dog den korte arbejdsafstand fra flanke af objektiv til filmplan 40,5 mm, hvilket er omkring 5 mm mindre end langt de fleste SLR kameraer.

FP/SR er ren mekanisk og uden belysningsmåler (-automatik).

Se mere om Konica SLR i samlingen: Klik

Konica IIa 1956

Konicas nok første serie af målsøgningskamera til 24×36 35 mm film normal perforeret. Tidligere lavde de billige kameraer i bla. bakelit til uperforeret 35 mm film.

Koblet afstandsmåler, ikke hurtigoptræk og lukker skal spændes manuelt. Design virker “tysk” lidt Siletteagtig.

Historie:

Konica var det ældste japanske kameraselskab. Virksomheden startede som et apotek. Grundlæggerens søn Sugiura Rokusaburo udvidede aktiviteterne ved at sælge fotografiske produkter fra 1873. Firmaet fik navnet Konishi Honten . Tidlige kameraer blev produceret af håndværkere som underleverandører. Navnet Konica var oprindeligt en 35mm målsøgningsmodel præsenteres i 1947. Ligesom “Leica”, “Yashica” og mange andre blev navnet “Konica” bygget ved at forkorte navnet på producenten og vedhæfter “ca” (for “kamera”) som et efterstavelse. Selskabet som helhed ændret sit navn til Konica Corporation i 1987.

Firmaet har gennem årene hele tiden været foran med imponerende nyheder: De lavede det første SLR kamera med fuldautomatisk belysningsstyring (Auto-Reflex, 1965/66) det første autofocus småbilledkamera C35AF, 1977, og det første småbilled SLR med indbygget motor uden manuel optræk (FS-1, 1978/79).

I løbet af 1980’erne blev salgstallene for SLR for små og i 1987 indstilledes denne produktion, Firmaet forsatte med utal af små automatiske målsøgningskamera .

Konica fusionerede med Minolta i 2003 og blev Konica Minolta. De SLR som nu blev lavet var i Minoltas typeserier. Produktionen af kameraer sluttede i 2006 idet firmaetkoncentrede sig ppå fotokopieringsområdet. Kameraproduktionnen overgik til elektronikgiganten Sony,.

Olympus 35RC 1970 en C35 fætter

Olympus udviklede hurtigt sin egen fortolkning af C35 kameraet (1967) fra Konica (Cosina Chinon ). Det var ikke kopiering, som mange andre foretog, men en egen fortolkning. Lukkeren var fra Seiko og ikke som Konica fra Copal. Objektiv kom også fra Olympus zuikokonstruktioner og havde lidt længere brændvidde, men dog stadig vidvinkel.

E modellerne er gerne programstyret, medens R har en tidsprioriteret blænde automatik. Der er ofte en ren mekanisk mulighed uden mulighed for brug af lysmåleren. Lysmåleren virker via CdS cellen i objektivkransen og er efter min viden justeret til Hg spændingen (1.33 V). I dag skal der bruges 1.5 V batteri med adapter, Weincelle nr. 625 eller en regulering af ASA/ISO indstillingen, der også er i objektivkransen. Bemærk Konica C35 inc. varianter har ofte CdS celle i klokken 12 position, medens Olympus tit findes i klokken 9 position.

RC var en god model med tidsprioriteringen, afstandsmåling og et 5 linset Zuiko objektiv. Der findes en mere avanceret model RD med 6 linset objektiv, som jeg ikke har (ebay prisen omkring 1500 kr i 2024). Olympus 35’erne er vist for tiden kultkamera for analogfotografer.

Olympus 35 i samlingen: Klik

Om C35 familien: Klik

Trip 35 egentlig ikke C35	35 EC
35 RC	35 ECR

Rollei 35 S

1966 kom Rollei med et minikamera til normal 35 mm film, konstruktør var Heinz Waaske, som havde lavet kameraet ud fra kravet “mindste hus til normal film”, medens han arbejdede ved Wirgin med spejreflekskameraet Edixa. Wirgin ville ikke lave hans nye konstruktion, hvorefter det blev Rollei der lancerede kameraet som Rollei 35. De første år blev kameraet lavet i Tyskland, men omkring 1970 startede Rollei en fabrik i Singapore.

Fælles for de forskellige modeller er nedsænkelig objektiv, en special konstrueret centrallukker med B og 1/30 til 1/500 sek lavet af Gaulthier – Prontor.. Afstandsindstilling er manuel. Objektivet kan være en triplet på de billigste, men ellers som udgangspunkt en Tessar senere markeret med T eller en Sonnar markeret som S. De billige har selenmåler uden batteri, medens de dyrere har CdS med batteri. Systemet er tidsprioriteret og derpå medføringsviser af lystyrken koblet til blændeindstilling (viser i hak). I øvrigt er kameraet rent mekanisk og kan anvendes uden batteri til lysmåleren.
Kameraet blev kult og samtidig en kraftig inspiration til de japanske C35 kameraer (startende ved Konica). Betjeningsmæssigt er Rollei 35 ikke så elegant som de japanske børn og børnebørn.

Om C35 familien Klik

Eksempler fra Rollei 35 serien i samlingen.

Bemærk alle objektiver er lavet af Rollei på licens fra Carl Zeiss, Jena, DDR

Tessar 1966 – 1974	Tessar 1974 – 1980
1969 – 1978 B 35 / 35 B Triotar ukoblet belysningsmåler billigere lukker	1978 – 1980 Triotar koblet lysmåling LED visning
1974 – 1980 Sonnar bedre objektiv

Små serie med special udseende – Titan, Guld belægning etc findes.

Små retroserie i 1990-erne

Bridge – Olympus IS 3000 1992

Et stort og tungt kamera SLR Bridge!

24×36 normal film med fast zoom objektiv. Elektronisk metallamel focallukker B,15,…1/2000.
Motor zoom objektiv 4.5-5.6/35-180 Macro
TTL måling flere felter vægtet eller spot, AF, SU, DX, manuel focusmulighed

Program generelt, sport, portræt, nat.
Blendeprioriteret tid auto
Tid prioriteret blende auto
Fuld manuel
Enkel eksponering, serie med 2 eks./sek, dobbelt eks.

Kamera bridge type

Bridge betyder broen mellem simple “point and shoot” og de komplekse systemspejlrefekskameraer. Et område, hvor Olympus var førende. Typen kom frem i slutningen af 80’erne, langt de fleste havde en form for spejlrefleks oftest Porrosystemet. Med overgangen til digital dør typen ud, idet man dog stadig kan betegne nogle digitale kameraer som bridge.

Lukkere kan enten være central eller focal

Se en opsamling af bridgekameraerne fra forskellige japanske fremstillerer Klik

Bridgekameraer har et flertal af følgende karakteristika:

Fast lysstærkt zoom objektiv, gennemautomatiseret dvs Autofocus, programstyret eksponering. Winder og motortilbagespoling.
Alle indstillinger foregår elektronisk via LCD display. Dertil kommer selvudløser, fjernudløsning, eventuel panorama indstilling (samme bredde mindre højde), vidvinkeforsats, teleforsats, datomarkering.

Formgivning ændrer sig fra sort opulent til metalfarve stram . Men som opsamlingssiden over samlingens bridgekameraer viser, er de fleste store og “klodsede” og jeg kan fortælle – de er tunge!!

Canon Prima Zoom85N (2. kamera )

I midten af 90’erne var jeg skiftet fra Super 8 til traditionel fotografering med et Nikon F401x SLR . Olympus Trip 35 var i starten vores 2. kamera men nu var zoom og autofocus blevet dagligdag og 2. kameraet blev omkring 2000 skiftet ud med Canon Prima Zoom 85N

Kameraet var fra 1998 og hed i USA Canon Sure Shot Zoom 85 og i Japan Autoboy Luna 85. Dette var vores 2. kamera dvs vandre- og cyklekamera, idet Nikon F401 var ret tung med fuld udstyr.

Kameraet var med zoom objektivt 38-85mm, f/4.2-8.7, 6 elementer (1 aspherical) i 6 grupper. Der var autofocus og havde ren programstyring datomuligheden var fravalgt. Der var winder også ved tilbagespoling.

Meget let og “plastikket” kamera uden smarte detaljer bortset fra autoindbygget flash og selvudløser. men det fungerede godt.

Canon Prima Zoom85N er eksemplarisk for de sidste analoge konsumerkamera for den lidt krævende forbruger. Altså for årene 90’erne til de første år efter 2000, hvor digitalkameraer begynder at bliver almindelige og til starten på mobiltelefon med indbygget kamera.

Huset var stadig et minihus fra årene før, men der var nu kommet winder og aflæsning af DX kode (ISO tal) på filmpatronen. Belysningen var blevet automatiseret, idet man ud fra Lysværdi lod kameraet bestemme hvilken kombination af blænde og lukkertid, der skulle bruges. Ofte var der indbygget Flash som automatisk blev udløst ved lav LV. Kameraet klarede afstand enten ved fix focus objektiv eller ved en autofokus indstilling ved de dyrere.

De billige kameraer havde en fast brændvidde gerne vidvinkel, medens fotografen ved de dyrere selv skulle indstille brændvidde ved zoom objektivet (gerne elektrisk kontakter). Denne indstilling skete også i søgerens synsfelt.

Da kameraet skulle være lille af størrelse, blev disse zoomobjektiver lyssvage ved teleområder. Canon Prima Zoom 85 har brændvidde 38 – 85 mm og dertil med største blændeåbning fra 4.2 til 8.7.

Lidt teori:

En blænde indstillet til eksempelvis 8 medfører at det pågældende objektiv levere en bestemt lysintensitet på detektor/film uanset objektivets brændvidde.
Når brændvidden forøges bliver billedvinklen mindre og dermed lysintensitet på detektoren mindre.

Dette betyder at et zoomobjektiv uden korrektion ved øget brændvidde giver mindre lysintensitet og altså får blændetal forøget, akkurat som det fremgår, at objektivet indstillet ved 38 mm har blænde 4.2 tallet for fuld åbning medens brændvidde 85 mm indstillet på samme objektiv har blænde 8.7 for fuld åbning.

Dette er årsag til at forbrugerkamera fra denne tid ikke kan have stor telebrændvidde område. Eksempelvis Konica Zup 150 har en fast zoom 38 mm til 150 mm med dertil svarende blænde 5 til 13,8. I praksis den mindste blænde ved fuld tele – reelt ubrugelig.

Hvis der optisk kompenseres for dette, kræver det større og dyrere objektiver, hvilket ikke var muligt indenfor de praktiske og økonomiske rammer, der var gældende for forbrugerkameraet. Løsningen lå i de såkaldte bridgekameraer mere avanceret, større kamerahuse og større faste zoom objektiver. De blev kaldt bridge, idet de udgjorde en bro mellem forbrugerkameraet og det avancerede spejlreflex med udskiftelig objektiv.

Se eksempel på Bridgekamera: Klik

Olympus Trip 35 nul problem!

10 millioner kameraer fra 1967 til 1984!!

2.8 Tessartype 40 mm, 24×36 mm normalfilm. Problemfrit kamera med afstandsindstilling ud fra symboler eller tal. Mekanisk fuldautomatik. Selencellen rundt om objektivet styrer belysningen. Bag ved forsiden slår en viser ud for spændingen fra selencellen altså et udslag der angiver lysværdi.

Når udløseren trykkes ned låses viserens udslag fast. En føler føres frem til til viseren. Denne føler har 2 området, ved lille udslag svarer det til at lukkeren er på 1/40 sek, ved stort udslag er lukkeren i sit 1/200 sek område. Indenfor det enkelte område bestemmer følerens placering hvor meget blænden skal lukker op som følge af udløserens bevægelse. Altså rent mekanisk styring.

Manuelt kan man vælge blitz området med blænde ud fra blitzens ledetal. Her er tiden altid 1/40 sek. Der er ikke B indstilling. Men en ASA (ISO) skala svarende til datidens gængse film.

Med andre ord et problemfrit kamera ideel til de populære farvedias og senere farvepapirsbilleder.

Personlig var tiden fra 1974 til ca. 1990 min tid med Super 8 smalfilm, men familien ønske billeder at se på, så i samme perioden fik vi albummet fyldt op med farvebilleder fra Olympus Trip 35.

Kowa SETR (2)

1968 kom Kowa med en af de sidste SLR i serien med Seiko centrallukkere. Der er TTL måling med medføringsviser i “hak”, men på dette eksemplar virker det ikke. Til gengæld virker lukkeren.

Med “R” i modelbetegnelse angives at modellen har lukkeren sidder bagved objektivet som kan udskiftes helt. Med til denne er en 35 mm og en 136 mm.