Canon 10 år efter

Canon AT-1  fra 1977


Samme grundlæggende design som Pellix, men med normal SLR teknik, dvs retur spejl. Siden Pellix er åben blænde TTL måling blevet gængs også her. Det kræver blændeoverførelse af simuleret blændeindstilling ud fra tids prioritering. Dermed ændringer i bajonetten som nu kaldes FD, men de gamle FL objektiver kan stadig sættes på med blændeindstilling efter stepdown metoden.
FL har en mekanisk overførelse til springblænden. FD har 2 mekaniske overførelse, springblænde og blændesimulator.

Fomapan 100 push 200 Rodinal semistand.

Solist fra Canon – Pellix

Canon Pellix 1965 – 1066


Tag et billede, ren leicalyd fra focallukkeren en vandret stoflukker. Intet klap fra spejl, da spejlet er fast, halvgennemsigtig (Pellix spejl). Men søgerbillede er dermed lyssvagt, og da TTL målingen foregår som stepdown ved tryk på selvudløsere, kan det næsten blive umuligt at se viseren falde i hak, når blænden drejes. Altså først vælge tid, derpå via TTL måling indstille blænde.

Kameraet har FL bajonet og kan også bruge objektiver med FD uden disses mulighed for åben blænde indstilling kun stepdown.

Det var en blindgyde kamerateknisk.

Testbillede er med FD 50 mm f:1.8 fra Canon AT-1 SLR


Fomapan 100 push 200 – semi stand alone Rodinal

Brugsobjektiv Tamron

Fotografering i praksis er for mig digital med billeder til skærmbrug. Jeg har 2 SLR:  Nikon D7000 og Canon 550D samt en Canon Power Shot SX150 som let kamera til ture tidligere gerne på cykel. Typiske brugte jeg til daglig til SLR’erne en zoom i området 20 mm til 70 mm og en anden zoom i  området 76 til 200 mm. Altså hele tiden 2 objektiver med.

Men her på det sidste har jeg ved en tilfældighed  ved møde i Dansk Fotohistorisk Selskab fundet to Tamron objektiver zoom  med Nikon bajonet (fuld automatik). Nummer 1 er 28 – 200 mm og bruges på D7000 (DX crop ca 1.5) medens Nummer 2 er 28 – 300 mm og bruges på Nikon F80 et halvprof. kamera fra 90’erne til 35 mm film.  Gennem Ebay købte jeg så et (begynder) Canon EOS 300 som kom med en Tamron zoom 28 – 200 mm  Nummer 3, der direkte kunne sættes på Canon 550D ( ca. samme crop faktor som Nikon D7000).

Tamron er en af de japanske objektivfabrikanter til andre mærkes kameraer sammen med mærker som Sigma og Tokina. Til daglig brug med henblik på skærmbilleder leverer Tamron udmærkede billeder.

Nikon FM

Nikon 1977

Videreførelse af linien Nikkormat i en nykonstruktion kraftig inspireret af Olympus OM, altså kompakt let SLR semi professionelt kamera.

Mindre lettere end flagskibene fra Nikon  nemlig F kameraerne. Samme bajonet F type Al og Al-s. Kameraet kan derfor anvende objektiver af F type fra 70’erne til i dag, men selvfølgelig ikke brug af autofokus og belysningsautomatik, som kræver elektroniske kontakter i F bajonetten. Belysningen klares normalt ved tidsprioritering og derpå åben blænde indstilling styret af dioder i søgeren, men kan også bruges blændeprioriteret.  Lukkeren er en Copal type lodret metallamel.

Nikon lavede en serie af objektiver ( E type) til dette og følgende kameraer. Jeg har ud over det viste “pancage/flad” 50 mm standard objektiv en lille let zoom 35-72 mm.Betjeningsmæssigt er FM en stor fremgang sammenlignet med Nikkormat og endnu lettere er det med EM (“pigekameraet”), der er blændeprioriteret og automatisk tidsvalg.
Fomapan 100 – push 200 og Rodinal Semistand

Springblænde uden hop og brag

Det enøjede spejlrefleks kamera (SLR ), hvor afbildningsobjektivet også er søgerobjektivet, havde den ulempe, at lystyrken i søgebilledet aftog jo mindre blændeåbning blev skruet ned. Altså skulle man først finde motivet for åben blænde og derefter fjerne kameraet fra øjet for at indstille blænden, for endelig at sætte kameraet for øjet endnu engang og udløse lukkeren. Da 35 mm SLR kamera blev et konkurrerende valg til Leica og Contax systemkameraerne, kunne dette godt være en hindring for snapshot brug eksempelvis hos pressefotograferne.

I tiden efter 1950 begyndte SLR producenterne i og omkring Dresden sammen med objektivfabrikkerne at se på løsninger. Groft  kan disse inddeles i 3 grupper.

(stor)

A metode for prisbillig løsning

Objektivet forsynes med et stop i form af en drejering, som indstilledes og låstes på den ønskede blændeværdi.

Fotografen drejede blænden til fuld åben blænde og fandt motivet.

Derpå drejede vedkommende på blænden, indtil denne blev stoppet på ønskede værdi. Dette kunne gøres, medens kameraet forblev for øjet.

Nu kunne eksponeringen foretages. Før næste fotografering skulle blænden så drejes tilbage til fuld åbning.

 

B løsning med delvis automatik

(stor)

I fortsættelse af metode A skete den ændring, at ved drejning til fuld blænde blev der spændt en fjeder i objektivet. Ofte faldt låseringen tilbage til den indstillede værdi, men blænden forblev fuld åben

Efter fastlæggelse af motiv i søgeren trykkedes på udløseren. Derved blev en plade/pal i kameraet udløst og påvirkede objektivet, hvorved fjederen i dette førte blænden tilbage til den indstillede værdi, hvorefter lukkeren virkede.

Inden næste billede skulle blænderingen manuelt drejes til fuld åbning

C den endelig fuldautomatiserede løsning

B blev udviklet til, at man ikke skulle spænde fjederen i objektivet. Man indstillede blænden (ingen låsering), men den forblev fuld åbent. Når udløseren trykkedes ned, påvirkede palen/pladen en stift/ring  i objektivet, og trykket i udløseren blev overført til objektivet, som drejede blænden til den indstillede værdi. Når udløseren blev sluppet gik blænden tilbage til fuld åbning.

Man betegner B og C på dansk som springblænde.

(stor)

Eksempler på kameraer:

  • Praktina FX med stikbajonet havde springblænde fra omkring september 1953
  • Praktica FX 2/3 med M42+1 skruetilslutning havde springblænde fra juli 1956
  • Contax/Pentacon F med M42+1 havde springblænde fra september 1956
  • Exakta Varex med Exakta bajonet fik fra 1956 springblænde, men efter en anden metode, idet den påvirkedes af en ring på en arm på objektivet, der dækkede udløseren, det var altså fotografens finger som direkte påvirkede objektivet.

Contax/Pentacon SLR fra Dresden

Zeiss Ikon havde under krigen arbejdet ganske lidt på en spejlversion til søgekameraet Contax. Efter ødelæggelserne februar 1945 måtte man begynde forfra. 1949 kom så Contax S som Dresden’s 3. type SLR til 35 mm film efter Exakta og Praktiflex/Praktica. Contax S er verdens første SLR kamera med fast pentaprisme  og dermed et sidekorrekt søgebillede.  Eksportmodeller måtte døbes Pentacon efter retsstrid med Zeiss i Vesttyskland. Modellen blev udviklet (primært teknisk indre) og fremstillet frem til 1962, hvor produktionen blev indstillet, idet man i det statsstyrede (VEB) Kombinat valget at koncentrere sig om Praktica serien.

I hele serien var objektivtilslutningen M42+1 skrue. I de første år uden springblænde udløsningen, men senere med en plade, som ved eksponering gik frem og påvirkede objektivet blændeindstillet. Springblænde muliggører at indstille objektivet på den ønskede blænde men ved indstilling af motivet kan dette ses i fuld belysning ved helt åben blænde. Blænden falder først på plads ved den valgte værdi, når udløseren aktiveres. M42 blev reelt verdensstandard herunder i Japan (Asahi Pentax)

Alle modeller mangler returspejl. Efter eksponering er søgebillede mørkt, først når lukkeren spændes og filmen føres frem, falder spejlet ned, så søgebilledet atter er aktivt.

Der kom to kameraserier med eller uden ukoblet selenlysmåler indbygget.

Se lidt nærmere klik

Meopta Opema – leica type

Omkring 1950 udviklede det unge  kommunistisk kombinat Meopta i Tjekkoslovakiet en leicatype. Ikke som russerne en kopi, men et kamera med focallukker (vandret stof) uden langtidsværk. Objektiv var med skruefatning M38. Objektiv belar (tessar type) f=3.8 45 mm. Billedstørrelse var 24 x 32 mm.

Kamerahuset var af samme størrelse som skrueleica, men bagklædning kunne tages helt af  underud med bunden ( gængs metoden på den tid). Dermed var film ilægning meget nemmere end ved leica altså uden den specielle  tilskæring med “leica tunge” på starten af filmen. Kameraet findes som I og II, hvor II har en koblet snitbillede afstandsmåler med vindue til venstre ret unormalt.

Se nærmere om kameraet klik


Senere anskaffedes tele objektiv 136 mm f = 4.5. En klassisk gammeldags tele tessar, hvor blændeindstilling drejer med rundt med, når afstanden indstilles (op til 100 meter!).

Jeg troede, at mit kamera havde defekt returfrigørelse. Jeg fik et foto af en side i den tjekkiske manual fra en forhandler i Prag, som derpå blev OCR behandlet (redigerbar tekst fra billede) med programmet gImageReader tjekkisk sprog og derpå med Google translator oversat fra tjekkisk til dansk,  så blev returbetjeningen forstået – ret kombliceret – og kameraet viste sig at være OK.

 

En solist og så den første

Voigtländer Vitrona 1964 – 1967

Ganske normalt Voigtländer kamera og ikke noget særligt. Lanthar objektiv en triplet. Lukker Prontor 250 dvs B, 1/25,…., 1/250. Ingen afstandsmåler og ingen lysmåler.  Men alligevel antagelig det første kamera med indbygget elektronisk blitz. I 1964 var udvalget af gode batterier begrænset, så man måtte bruge nogle større end i dag. Der var ikke plads til dem i huset så løsningen var:

I grebet sad to 1.5 V baby batterier.

Se mere om kameraet klik

Vitrona blev en enlig svale.

Voigtländer betegnede blitzen som automatisk. Filmhastigheden blev indstillet på huset. Herefter skulle man blot indstille afstanden på objektivet. Den var koblet til blænde. En rød markering kom op i søgeren, hvis man valgte en afstand længere end blitzen kunne klare. Lidt fiflen med indstillingen viste, at blitzen havde et ledetal på ca 14 ved 100 ISO/ASA.

To med klapper

Minox 35 fik andre til at lave kompakte små kamera med vidvinkel og programautomatik.

Mamiya U

Tværgående klap, 1981. Lukker  1/8 – 1/500. Objektiv 1:2.8 35 mm og 5 linser i 4 grupper. Altså  i overklassen blandt point og shot. Men udløseren er dækket af et elastisk plastik lag. Denne plastik er på så godt som alle kameraer i dag disintegreret, hvorfor der er åbent ned til elektronikken. Resultat langt de fleste kameraer virker ikke. Jeg måtte anskaffe 4 før jeg havde et godt fungerende. Bemærk min private afdækning af det åbne hul.

Se kameraet klik

Chinon Bellami 1981

Kameraet har “arvet” ladedørene fra Voigtländer Vitessa. Programautomatik med lukker 1/8 – 1/1000. Objektiv 1:2.8 35 mm

Se kamera klik

Fomapan 100/push 200 semistand Rodinal efterbehandling PaintShop Pro

Ricoh AD-1 1979

Et miks af to slægtslinier, et tydelig C35 kamera sammenlignet med Konica C35, men det store greb i bunden viser, at kameraet har optrækkelig fjederværk. Her er Robot fra 1934 oldefar, medens den direkte familie er en serie af fjederkameraer fra Ricoh startende med Auto Half til 18×24 mm format. Egentlig er det en omdesign af Ricoh HI-COLOR 35  (24×36 mm) lavet 10 år før.

Familieoversigt klik

Kameraet er til programstyring (Lysværdi) ud fra CdS cellen i objektivets rand. Et optrukket fjederværk kan klare ca 10 eksponeringer enten som et skud af gangen eller som en salve – 2 pr sekund – med nedtrykket udløser.

På overfladen ses datofunktionen, som skal indstilles manuelt ( primitiv) og som belyses ind på filmen – år måned og dag. Sidste år er 1993 !!

Om kameraet