"Fattigmands leica"


Et begreb der har fulgt mig gennem livet - uden dog at have redet mig som en mare.

Som halvstor dreng mødte jeg en spændende mand som var i familie med en kammerat. Han forsøgte at leve som fotojournalist og fortalte i den lokale FDF kreds om en tur til Mount Blanc med ski og Leica.

Jeg lånte fotoblade af min tysklærer i min skole og blev klar over, at min fars gamle Brownie fra 30'erne skulle afløses af noget bedre.

Hvad skulle mit kamera kunne?

Det måtte være en Leica. Contax var gledet ud af billedet i 50'erne. Rolleiflex ikke aktuel. Exakta var ret ukendt og lugtede af specialkamera for biologer e.c.

Eneste problem – det var uopnåelig for en 14 års dreng i en familien fra det jævne borgerskab.

Der var ikke det store udvalg af kamera i min lokale hjemby. Agfa, Kodak og Voigtländer men enten kunne det ikke det, jeg ville have, eller var de for dyre. I den nærmeste storby fandt jeg så kameraet, der kunne opfylde mine drømme i hvert fald delvis.

  • Diax Ia havde vekseloptik, jeg regnede med at jeg senere ville få råd til en tele. Det tænkte jeg på i over 10 år uden at vide, at fabrikken blev lukket 2½ år efter jeg havde købt kameraet.
  • Diax havde Syncro Compur lukker med 1/500 sek Jeg kendte ikke til lukkertyper og vidste ikke at det reelt er en mere ærlig hurtigtid end leicaens 1/1000 sek med spaltelukker. Men for øvrigt tror jeg ikke , jeg har anvendt 1/500 sek mere end 10 gange i de over de 20 år kameraet var i brug, Hvorimod de langsomme under 1/30 sek blev brugt meget.
Læs mere om vekselfatninger


Hvad er så det jeg kalder en "fattigmandsleica"?



Lille kompakt kamera til 24 x 36 mm med ægte vekseloptik ikke satsoptik. Dermed er givet at lukkeren skal sidde på kamerahuset og ikke i objektivet. Lukkeren er en centrallukker og ikke en spaltelukker det sidste gøre det til en Leicatype men det er noget helt andet. Den optisk bedste løsning med centrallukker er statsobjektivet, hvor lukkeren sidder nogenlunde i det optiske midterplan i objektivet og hvor kun den forreste del af objektivet udskiftet. For mig var det en pseudoløsning - så var de ikke en "Leica" ja det er måske endda en oldsag af et bælgkamera ( Kodak Retina).

Jeg anede intet om vignetering og de problemer placeringen af centrallukkeren giver. Men placeringen giver begrænsninger i brændvidder på objektiver. Standard er 45 – 55 mm. Vidvinkel normalt omkring 35 mm. Standardtele 85 – 90 mm og 135 mm. Der findes tele objektiver med 200 mm og 350 mm (Voigtländer dog til spejreflekskameraer), men de blev ekstrem dyre og ses yderst sjældne. Tilsyneladende er disse lange teler fri for vignettering ved store blændeåbninger. Generelt har priserne for vekselobjektiver været høje sammenlignet med kameraets pris, hvorfor det typisk er svært og dyrt i dag at finde vekselobjektiver til "fattigmandsleicaen"

I USA finder vi den ærkeamerikanske serie Argus

Der er også en oversigt over japanske kameraer af denne type, som jeg har kunnet finde i litteraturen. Men desværre er japanske kameraer ikke så systematisk beskrevet som de tyske, især i tiden før 1955.


Kochmann Korelle K 1932/33fra Google
Den første tyske fattigmandsleica er måske et bakelitkamera med Compur lukker fra Kochmann i Dresden 1932/33. Kameraet Korelle K optog 18x24 mm billeder på 35 mm film, lodret format. Der måtte sikkert nok bruges mørkekammer, når der skulle film i kameraet. Den har ifølge McKeows og billeder fra Google vekselobjektiv. Lukkeren sidder bagved objektivet. Litteraturen er meget uklar omkring dette kamera, men auktionshusene har haft flere til salg.

En specialitet er Robot fra Berning 1934. Kamera med fjederoptræk i format 24x24 mm. Lukker er også specialudviklet rotationslukker mellem Berning og Gaultier, men stadig en "bag objektiv" lukker, måske i virkeligeheden inspirationen for alle de følgende.

En anden kendt fra førkrigstiden er en "fattigmands Contax" Tenax II et 24 x 24 kamera fremstillet af Zeiss Ikon fra 1938 til 1941, hvorefter produktionen ophørte pga af krigen. Tenax II var en videreudvikling af Tenax I som har fast objektiv. Optrækket er det helt specielle med hurtigoptræk og lukkerspænding gennem drejning af en arm ved objektivets basis. En løsning som i lidt anderledes form dukker op igen ved Carl Zeiss Jena Werra kamera 1954 - 1964 hvor nogle modeller ligeldes er fattigmandsleica (se nedenfor). Der er intet der tyder på at Tenax II blev produceret efter krigen.

Fattigmandsleicaen dukker op igen efter 2. verdenskrig og foreløbig ser det ud som om en første efterkrigsmodel var AkArette fra Fa. AkA Apparate und Kamerabau Gmbh oprindelig startet i Wildbad/Schwarzwald 1947 men snart overflyttet til Friedrichhafen/Bodensee 1949. Men også Futura Werk i Freiburg kommer i 1947 med 24 x 24 kamera Efka. Jeg har dog ikke kunnet finde mange oplysningern om dette kamera.

Fra begyndelsen af 1960'erne er det slut med nye modeller af denne type kamera bortset fra Voigtländers forsøg til en model i 1974. Interessen var nu drejet over til spejreflekskamera med centrallukker på huset og vekselobjektiv, det skal måske kaldes "fattigmandsexakta".

"Fattigmandsleica" blev for mig en kamerahistorie – og samlerinteresse.
Hvor intet andet er angivet er det foto af kameraer i min samling.